Del:

Integration på tennisbanen

Lørdag formiddage lægger Birkerød Tennisklub baner og bolde til tennistræning i integrationens tegn. Her mødes flygtninge med bopæl i Rudersdal Kommune til to timers tennis – og et kærkomment afbræk fra en til tider usikker og triviel hverdag.

Tekst og video: Jakob Worm Bisfort
Fotos: Michael Tannis Beck

Der udveksles varme håndtryk, kærlige kram og kække bemærkninger blandt de 15 fremmødte i foyeren i Birkerød Tennisklub denne lørdag formiddag sidst i februar. Midtpunktet i forsamlingen er Jesper Tvermoes – initiativtager og primus motor for ’flygtninge-tennis’, som han har døbt projektet.

De fremmødte har vidt forskellige baggrunde, men fælles for dem er, at de er flygtet til Danmark med få personlige ejendele og håbet om en lysere fremtid i bagagen. Nu har de midlertidigt bopæl i Rudersdal Kommune, hvor Jesper Tvermoes på få måneder har fået stablet en ugentlig tennistræning for flygtninge på benene.

 

Opbakning fra lokalmiljøet

”Der er rigtig mange mennesker i Birkerød og Rudersdal Kommune, der gerne vil gøre noget for flygtninge,” fortæller Jesper Tvermoes med henvisning til Birkerød Tennisklub, der har besluttet at tilbyde flygtningene i Rudersdal Kommune et års gratis medlemskab.

”Vi tager ikke stilling til, hvor mange flygtninge, vi skal tage eller hvorfra, de skal komme. Men de flygtninge, der kommer til Danmark, skal behandles godt,” fastslår Jesper Tvermoes, mens han uddeler ketsjere til børn og voksne – alle ivrige efter at slå til tennisboldene.

”De kommer fra vanskelige forhold – og de skal have en god oplevelse af at være borgere i Rudersdal Kommune.”

Og netop gode oplevelser er Jesper Tvermoes leveringsdygtig i, når han hver lørdag formiddag – sammen med andre frivillige fra Birkerød Tennisklub – skaber glæde for de flygtninge, der deltager i projektet.

”De er positive og glade – og helt almindelige mennesker. De er glade for at spille, og vi hygger os med at lære hinanden at kende,” konstaterer Jesper Tvermoes, der fortsætter med projektet, selvom han netop er afgået som formand i Birkerød Tennisklub.

Projektet har nemlig udviklet sig til lidt af et hjertens barn for ham, hvorfor han også transporterer flygtningene frem og tilbage fra tennishallen.

”Lørdagen passer dem bedst, da de går i sprogskole, på arbejde og i praktik i hverdagene. Så der er tale om en luksus-udgave,” fortæller Jesper Tvermoes med et smil på læben.

flygtninge-tennis 3flygtninge-tennis 1

Adspredelse fra hverdagen

Dagens træning er i gang, og anført af de frivillige trænere, begiver deltagerne sig ud på en let opvarmning omkring tennisbanerne. Humøret er højt og de fremmødte – nu med røde kinder og svedperler på panden – svinger ketsjerne gennem luften, utålmodige for at få udleveret bolde.

En af de frivillige er Joakim Kofod, der glædeligt bruger sin lørdag formiddag med at introducere flygtningene til tennissporten.

”De gennemgår en uvis periode, hvor de venter på svar om asyl og familiesammenføring. Jeg er motiveret til at gøre disse menneskers ophold mere tåleligt, og jeg bistår gerne, således de får et tiltrængt afbræk i hverdagen,” fortæller Joakim Kofod.

De færreste af flygtningene har haft en tennisketsjer i hånden før, men motivationen og lærevilligheden fejler ikke noget.

”Jeg forsøger at lære dem at holde korrekt på ketsjeren og stå rigtigt på banen. Mange af dem har spillet bordtennis i hjemlandet og har en boldfornemmelse derfra,” siger Joakim Kofod.

Fra Aleppo til Birkerød

En af deltagerne er 41-årige Safwan Shawi, der er flygtet fra Syrien og hjembyen Aleppo, der nu ligger i ruiner efter massive kampe og bombardementer. Turen fra det krigshærgede land til Danmark foregik bl.a. via en farefuld sejlads over Middelhavet til det europæiske fastland for halvandet år siden. Anderledes fredelig er stemningen denne lørdag formiddag i Birkerød, hvor også Safwans datter ivrigt deltager i tennistræningen. Hun blev sammen med sin mor genforenet med Safwan for otte måneder siden. De bor alle tre i Birkerød, hvor Safwan går i sprogskole tre dage om ugen, sideløbende med praktik på Museet Brede Værk i Lyngby. Safwan Shawi er uddannet jurist, en anden er uddannet kok og en tredje tandlæge, forklarer Safwan Shawi på et gebrokkent – men forståeligt – dansk.

flygtninge-tennis 2

Safwan Shawi og datter

Tennis på dansk

”Den er ude,” bliver der råbt fra en af deltagerne, der kommer med udråb på både dansk, engelsk og modersmål. De fleste instruktioner og samtaler foregår dog på dansk, og dét er en vigtig målsætning for Jesper Tvermoes.

”En del af projektet er, at de hurtigst muligt skal tale dansk og have interaktion med danskere. Min vision for projektet er, at de i løbet af sommeren skal integreres mere i klubben og spille med danskere.”

Jesper Tvermoes håber, at projektet kan fortsætte sin positive udvikling og opfordrer andre klubber til at gøre noget lignende.

”Tag godt imod flygtningene i jeres by og giv dem en god start. Find nogle frivillige trænere og få medlemmerne til at donere deres gamle ketsjere. Alle, jeg har talt med i og omkring klubben, synes, det er en god ide og er villige til at hjælpe,” konstaterer Jesper Tvermoes ved træningens afslutning.

Han glæder sig over opbakningen fra de frivillige og ser frem til gensynet med de tennisglade flygtninge.

”Jeg glæder mig til ’flygtninge-tennis’ om lørdagen,” siger Jesper Tvermoes.

flygtninge-tennis 5

Gunnar Hansen (tv.) og Jesper Tvermoes (th.).
« Gå tilbage