Del:

En svømmetur i gyldent vand

Før vi aner det, er Federer, Djokovic og Nadal tennispensionister, og vi andre må igen leve med, at Grand Slam-finaler kan blive ganske uinteressante.

Tekst: Anders Haahr Rasmussen
Foto: Polfoto

Måske kender I vittigheden om de to unge fisk, der kommer svømmende en morgen og møder en ældre fisk på vej i modsatte retning. Jeg ved ikke, om det egentlig kan kaldes en vittighed, det er vel snarere en slags anekdote eller en lignelse eller noget i den retning, men i hvert fald siger den ældre fisk til de to yngre fisk, da de krydser hinanden: ”Godmorgen, hvad synes I om vandet i dag?” De to yngre fisk nøjes med at nikke og svømme videre et stykke tid, indtil den ene spørger den anden: ”Hvad er vand?”

Den slet skjulte pointe er selvfølgelig, at de to unge fisk ikke aner, hvad vand er på trods, eller netop på grund af, at det fuldstændig omslutter dem. De har slet ingen afstand til de omgivelser, de lever og ånder i – det er der bare, uden navn eller refleksion, taget for givet.

Det er en lidt søgt parallel, men jeg har en mistanke om, at det samme gør sig gældende med den periode, herretennis i øjeblikket gennemlever. I hvert fald har jeg selv en tendens til at glemme eller tage for givet, at den ene mere spektakulære kamp afløser den anden.

Det mest sigende eksempel på, hvor vant vi er blevet til episke kampe, er måske, hvor relativt hurtigt Wimbledon-finalen 2009 er gået i glemmebogen.

Det mest sigende eksempel på, hvor vant vi er blevet til episke kampe, er måske, hvor relativt hurtigt Wimbledon-finalen 2009 er gået i glemmebogen. Hvis ‘glemmebogen’ er for meget sagt, så vil jeg i det mindste vove den påstand, at den kamp ikke figurerer særlig prominent, når tenniskendere verden over snakker om de største Grand Slam-finaler i de seneste ti år. Måske er der også nogle af jer læsere, der ikke lige umiddelbart kan genkalde jer finalen fra det år. Den stod mellem Roger Federer og Andy Roddick.

Amerikaneren var en baghåndsflugtning fra at bringe sig foran 2-0 i sæt, men endte alligevel med at tvinge Federer ud i et femte og afgørende sæt, som blev det længste femte sæt nogensinde i en Grand Slam-finale, da ingen af spillerne kunne bryde modstanderens serv. Federer var nede 15-40 ved 8-8, men afværgede begge breakbolde, inden han selv brød Roddick i sættets 30. parti. Det var en neglebider af rang. Prøv lige at overveje resultatet: 5-7, 7-6, 7-6, 3-6, 16-14. Det var tilmed Federers 15. Grand Slam-triumf, der gjorde, at han overhalede Sampras på den så evigt omtalte rekordliste. I enhver anden æra ville den finale stå tilbage som en af de største kampe overhovedet. Men ikke i denne æra. Og med god grund. Konkurrencen er afsindig hård. Nadals Wimbledon-sejr i 2008 bliver vidt og bredt kaldt den bedste tenniskamp nogensinde.

Federers sejr over Nadal året forinden havde ellers også fået de store ord frem – jeg husker, hvordan der blev skrevet en kronik i Politiken om dens historisk høje kvalitet. For slet ikke at snakke om den næsten seks timer lange slagfest, som Djokovic og Nadal udkæmpede i Melbourne i 2012. Eller Djokovic’ 4. runde-kamp mod Wawrinka året efter, 12-10 i femte sæt efter tennis på et helt afsindigt højt niveau, et niveau, som Wawrinka bar med sig videre og to år senere ved French Open fik revanche, da han besejrede ellers uovervindelige Djokovic med sit tunge, smukke muskeltennis.

Jeg kunne blive ved. Andy Murrays fem-sæts-sejr over Djokovic i New York i 2012 med et halvanden time langt første sæt (!), inklusiv en duel på 54 slag og en 12-10 sejr i tiebreaken til Murray på hans sjette sætbold. Så var vi ligesom i gang.

Men det er ikke kun de lange, tætte kampe, der gør dem værdige til betegnelsen ‘episke’. Det er heller ikke kun det tekniske niveau, som vel ellers aldrig har været højere. Det er i ligeså høj grad den langstrakte rivalisering, der for hver Grand Slam får føjet nye kapitler til sig.

Men det er ikke kun de lange, tætte kampe, der gør dem værdige til betegnelsen ‘episke’. Det er heller ikke kun det tekniske niveau, som vel ellers aldrig har været højere. Det er i ligeså høj grad den langstrakte rivalisering, der for hver Grand Slam får føjet nye kapitler til sig. Først var der årene, hvor urørlige Federer langsomt, men sikkert blev indhentet af Nadal, kulminerende med schweizerens tårevædede tale på Rod Laver Arena i 2009, efter han havde tabt sin tredje Grand Slam-finale på otte måneder til spanieren (og hvilken finale, fem fantastiske sæt, føj den til listen).

Så blandede Novak Djokovic sig. Han tæmmede Nadals vilde spin, tvang ham til at genopfinde sig selv. Det er det forrygende ved toppen af herretennis – den er på samme tid monopoliseret af få spillere og samtidig i konstant udvikling. De fleste kender det fra parforhold: Tosomhed kan blive kedeligt. Rollefordelingen kan blive fastlåst. Sådan er det ikke i den dans, der er herretennis for tiden. Alle er i bevægelse, Federer skifter ketsjer, opfinder sneak attack-returneringer, nye trænere hyres, ny inspiration hentes. Vi har at gøre med en lille elite af spillere, som er et niveau over alle andre og mødes så tit og ofte i de afgørende kampe, at de på den måde bruger hinanden til hele tiden at udvikle sig og holde resten af feltet stangen.

Novak Djokovic har i skrivende stund stået over for Federer, Nadal og Murray sammenlagt 124 gange. Borg og McEnroe mødtes 14 gange. De fire store dominerer fuldstændig listen over mest omfattende rivaliseringer i tennishistorien.

Novak Djokovic har i skrivende stund stået over for Federer, Nadal og Murray sammenlagt 124 gange. Borg og McEnroe mødtes 14 gange. De fire store dominerer fuldstændig listen over mest omfattende rivaliseringer i tennishistorien.

Af og til hører jeg folk beklage sig over deres dominans. Det er kedeligt, de samme kampe om og om igen, den ene finale er en gentagelse af den anden, vi vil have nye ansigter, lyder argumentet. Og det er rigtignok svært for den næsten generation at komme til. Vi er i 2016, og der har endnu ikke været en spiller født i 90’erne fremme i en Grand Slam-finale.

Bare rolig, vil være mit svar. Det sker en dag. Om nogle få år har Federer lagt ketsjeren på hylden, Nadals krop har sagt stop, Djokovic og Murray hygger sig med familien. De store turneringer bliver igen alles bord. Sådan har det været før, og sådan bliver det igen.

Det føles som en menneskealder siden, men vi skal kun tilbage til begyndelsen af 00’erne for at finde spillere som Martin Verkerk og Rainer Schüttler i Grand Slam-finaler. Thomas Johansson og Albert Costa med trofæet i hånden. Måske fik vi en forsmag på, hvordan fremtiden ser ud, da Marin Cilic og Kei Nishikori spillede sig frem til US Open-finalen i 2014 – stadig den eneste finale uden Big Four-deltagelse i de seneste 11 år. Kan du huske den finale? Jeg kan dårligt nok, og jeg kommenterede den ellers på Eurosport. Cilic vandt 6-3, 6-3, 6-3 på under to timer.

Så foretrækker jeg til enhver tid endnu et kapitel i bogen om Federer og Nadal, Murray og Djokovic, Djokovic og Wawrinka. Jeg kan næsten ikke vente på at se, om den detroniserede gruskonge Nadal kan kæmpe sig tilbage og vinde sin tiende titel i Paris. Får Federer føjet olympisk singleguld til sit CV? Vinder Djokovic en ægte Grand Slam? Han virker uovervindelig, men det har Federer og Nadal også gjort – erfaringerne fortæller os, at det ikke varer ved.

Tidens tennisfortællinger er fulde af drama, poesi og tyngde. At følge herretennis for tiden er som at binge watche den bedste tv-serie, der aldrig stopper. Bortset fra at det gør den. Lige om lidt. Indtil det sker, vil jeg glæder mig til næste store finale og forsøge at huske på, hvor smukt et vand, vi svømmer rundt i.

Om skribenten:

Anders Haahr Rasmussen (f. 1979) er tenniskommentator på Eurosport og forfatter til bogen Én bold ad gangen om professionel tennis i almindelighed og Caroline Wozniackis finaleridt ved US Open 2009 i særdeleshed.

Anders Haahr Rasmussens skriblerier kan også findes i Dagbladet Information og hos medievirksomheden Zetland.

Anders Haahr Rasmussen kan findes på twitter @AndersHaahr.

Anders

Bylinefoto: Morten Holtum

« Gå tilbage