Del:

Anker ved roret

Jens Anker Buus Andersen, 48 år, er ny sportschef i Dansk Tennis Forbund. Selvom midlerne er begrænsede, og alle beslutninger dissekeres af kritikere, holder Anker køligt hovedet oven rørt vande. Sparring, rådgivning, langsigtet spillerudvikling og fysisk træning er i fokus.

Tekst: Michael Tannis Beck
Fotos og videoer: Michael Tannis Beck og Jakob Worm Bisfort

Der var engang, at Dansk Tennis Forbund (DTF) havde et elitecenter i Farum i samarbejde med Team Danmark. Før det, var der et elitecenter i KB, og sådan kan man ellers blive ved med at dyrke dansk tennishistorie.

I henhold til lovene står der nemlig bl.a., at Dansk Tennis Forbund skal ’forestå en ambitiøs elitepolitik og samtidig kunne rumme samtlige tennisklubber’.

Nogen hemmelighed er det dog ikke, at Dansk Tennis Forbund som organisation p.t. står i en udfordret situation i forhold til pekuniært at kunne hjælpe klubber og spillere mod verdenstoppen.

Som de fleste formentlig har hørt, trak Team Danmark ultimo 2015 stikket til DTF’s eliteprojekter, og eliteorganisationen reducerede DTF-støtten i 2016 til kr. 150.000 øremærket Caroline Wozniackis OL-deltagelse.

Tidligere formand i DTF, Henrik Klitvad, kommenterede sagen således i DTF’s årsberetning for 2015:

”Det (Team Danmarks beslutning, red.) er vi naturligvis ærgerlige over, men vi må også erkende, at vi ikke har levet op til vores del af aftalen. DTF Elite & Talents reducerede budget i 2016 betyder, at vi i DTF er nødt til at revidere vores måde at arbejde med elite- og talentudvikling.”

For nærværende skribents vedkommende er det ej heller første gang, at nye personer, poster og tanker på elite/talentområdet skal formuleres. Artiklen ’Mikkels Mission’ beskriver eksempelvis situationen i begyndelsen af 2010.

Her seks år senere i 2016 hedder den øverst sportslige ansvarlige i DTF ikke længere Mikkel Nørby, men Jens Anker Buus Andersen. I mellemtiden har hvervet været Niklas Rosengrens, Kenneth Carlsens og til dels Rasmus Nørbys. Hvad angår juniorlandstræner-jobbet, byder listen fra 2010 til i dag på: Karina Ildor Jacobsgaard, Simon Dahl Verner, Tomas Biernacki og Jens Anker Buus Andersen, som fra årsskiftet forfremmedes til sportschef.

Jens Anker Buus Andersen og Davis Mathiesen (fysisk træner på halv tid) udgør i skrivende stund det faglige team på DTF’s elite- og talentområde – assisteret i få uger i 2016 af Davis Cup-kaptajn/Fed Cup-kaptajn/Team Chef ved OL, Kenneth Carlsen.

Drømmejob

Uagtet betingelserne kunne være langt bedre, rangerer 48-årige Jens Anker Buus Andersen sportschef-rollen som et drømmejob.

”Jeg har været klubtræner i rigtig mange år. At sige ja til et ansættelsesforhold i DTF igen – først som juniorlandstræner – var et meget naturligt skridt. Da muligheden for at blive sportschef og ansvarlig bød sig, takkede jeg ydmygt. Det er en ære, og jeg er stolt af titlen. Jeg nyder arbejdslivet, presset, og det giver mening for mig at præge en udvikling sammen med dygtige kollegaer, klubtrænere, forældre og ihærdige spillere,” siger Jens Anker Buus Andersen, der i tenniskredse næppe behøver yderligere introduktion.

Ankers 202 cm rager op i Tennisdanmark, og Anker forsøger en allestedsnærværende tilgang til sportschef-funktionen, hvilket betyder masser af arbejde i forbindelse med Davis Cup, Fed Cup, juniorlandsholds-ture, træningssamlinger og klubbesøg – arbejde, som struktureres bag skrivebordet på 4. sal i Idrættens Hus i Brøndby.

”DTF og de ydelser, jeg kan administrere, er blot et supplement. Den daglige træning og den kontinuerlige udvikling foregår i klubberne. Kodeordene på vores side af bordet er sparring, rådgivning, langsigtet spillerudvikling med blik på de internationale ranglister samt fysisk træning,” siger Jens Anker Buus Andersen med reference til ikke mindst ATK-bogen ’Aldersrelateret træning i tennis’ og det gennemarbejdede dokument ’Elite- og talentområdets anbefalinger til langsigtet spillerudvikling’.

”Vi arbejder konkret på en supplerende publikation med anbefalinger til, hvorledes en international karriere – efter vores mening – skal bygges op fra 11-års-alderen, når det kommer til turneringsvalg og rangliste-benchmarks,” supplerer Jens Anker Buus Andersen.

I relation til fysisk træning er disse tre tilbud just blevet lanceret:

Tilbud til klubber om uddannelse i fysisk træning 2016
Tilbud til satsningsspillere 2016
Tilbud til satsningsklubber om uddannelse i fysisk træning 2016

”Vi er bagud på de fysiske parametre. I andre lande prioriteres fysisk træning på linje med teknik og taktik, og det skal vi også til. Atletiske færdigheder betyder alt, og man slår ikke igennem på verdensplan uden. Vi ønsker at skabe en kultur i dansk tennis, hvor alle tænker på Kroppens ABC, og spillerne får en god kropsbevidsthed,” siger Jens Anker Buus Andersen.

Rørt vande

Meningerne om DTF’s virke og rolle især i elite- og talentudviklings-sammenhænge er mange, og Jens Anker Buus Andersen er helt med på, at samtlige beslutninger, som træffes, sekundet efter offentliggørelse dissekeres af kritikere.

Anker holder køligt hovedet oven rørt vande, og en del af den øvelse er en stålfast tro på de skarpe prioriteringer, der kontinuerligt formidles.

”Ingen bør være i tvivl om, at jeg og DTF vil det bedste for alle parter, men hverken tiden eller budgetterne tillader, at vi gør alt. Det overordnede formål er at udvikle professionelle tennisspillere, der kan begå sig i toppen af verdensranglisterne samt repræsentere Danmark i landsholdssammenhænge, spillere, som samtidig er aktive i promoveringen af tennis i Danmark,” siger Jens Anker Buus Andersen.

Rundt om Jens Anker Buus Andersen

Anker3

Tennisidol i ungdomsårene?
Boris Becker – så alle hans kampe i 90’erne

Favorit i dag?
Kan kun være Roger Federer

Største tennistræner-oplevelser til dato?
Den første UM-finale med deltagelse af en af mine spillere var stort, ligesom den første juniortitel for hold. EM-titlerne med U12-drengene i 2015 var også sjove at være en del af

Favorit-slag?
Serv-volley

Største præstation i egen karriere?
VM-titlen i +40-rækken samt finalepladsen i favoritturneringen Leschly Cup i 1995 og alle semifinaler i DM-regi

Største skuffelse i egen karriere?
Alle nederlagene i DM-semifinalerne og de tabte mixed double-finaler ikke mindst

Favorit-sportsgren ud over tennis?
Får spillet en del golf

Jens Anker Buus Andersens trænerkarriere

1986: Skærbæk i Sønderjylland, sommerferiejob
1992-1997: Aalborg
1997-2000: Skovbakken
2000-2002: KB
2002-2004: DTF, elitecentret i Farum
2004-2014: Gentofte
2014-nu: DTF, juniorlandstræner, sportschef siden den 1. januar 2016

Anker1

DTF Elite & Talent i 2016

  • Sportschef (Fed Cup- og Davis Cup-træner): Jens Anker Buus Andersen
  • Fysisk træner (halv tid): David Mathiesen
  • Fed Cup- og Davis Cup-kaptajn samt Team Chef ved OL (få udvalgte uger): Kenneth Carlsen
  • Koordinator (halv tid): Lone Bech

Fed Cup

Fed Cup: Takter fra Montenegro skal videreføres i Egypten

Fed Cup-kaptajn Kenneth Carlsen håber på en positiv oplevelse a la den, kvindelandsholdet havde i Montenegro i 2015, når det i perioden 13.-16. april går løs i Kairo i Egypten. Europa/Afrika Group II har foruden Danmark og værtslandet deltagelse af Østrig, Bosnien-Herzegovina, Finland, Liechtenstein og Litauen. DTF-sportschef Jens Anker Buus Andersen tager med til Kairo som assisterende træner. Fed Cup-holdet anno 2016 består af Caroline Wozniacki, Karen Barritza, Emilie Francati og Julie Noe.

Davis Cup

Davis Cup: Finland venter på dansk grund i 2. runde

Videoklippene her i nærheden taler sit eget tydelige sprog. Den rød-hvide Davis Cup-sejr i Georgien primo marts lunede.

Nu venter Finland på dansk grund den 15.-17. juli.

Skulle ovenstående nordiske fight munde ud i nok en gevinst til kaptajn Kenneth Carlsen og Co., står menuen på en oprykningsfinale mod enten Letland eller Hviderusland den 16.-18. september.

Georgien – Danmark 0-5

1. runde i Europa/Afrika Group II 2016 i New Sport Hall i Tbilisi. 

Torsdag den 3. marts: Optakt

Fredag den 4. marts: Super start…

Nikoloz Basilashvili – Christian Sigsgaard 7-6(4), 1-6, 4-6, 4-6

George Tsivadze – Frederik Løchte Nielsen 6-7(3), 0-6, 1-6

Lørdag den 5. marts: Sejren er vor…

Nikoloz Basilashvili/George Tsivadze – Frederik Løchte Nielsen/Thomas Kromann 6-7(0), 1-6, 2-6

Søndag den 6. marts: Reportage med overskud…

Giorgi Javakhishvili – Benjamin Hannestad 1-6, 0-3 rtd.

Irakli Metreveli – Christian Sigsgaard 1-6, 1-6